Phonics med en multisensorisk tilgang

Phonicsmetoden har været kendt siden ca. 1850 og har udviklet sig meget gennem tiderne.

Resultater af nyere læseforskning viser samstemmende, at effektiv læse- og stavundervisning hænger tæt sammen med evnen til at koble sproglyde med bogstaver, og at dette er den mest effektive metode (Moats L. C., 2020). Der er en veldokumenteret sammenhæng mellem elevers fremgang i læsning og deres lærers viden om skriftsprogets indretning, og om hvordan læsefærdigheder tilegnes (Holders, Petersen, Borstrøm, & Elbro, 1996) (Moats, 2010). 

Dermed er indsigt i den unikke engelske skriftskode både lærerens fundament for at undervise i læsning og stavning, og elevens fundament for at lære at læse og stave. Alligevel har vi endnu ingen tradition for at anvende metoden i engelskundervisningen i Danmark, hvor der primært undervises ud fra emner.

Phonics med en multisensoriske tilgang vil fx sige, at de enkelte sproglyde i ord indlæres ved hjælp af tapping, som er en slags fingerstavning. Se videoen om tapping under menupunktet Words. Sammen med tapping lærer eleverne i denne tilgang at se, hvordan ansigtet, munden og taleorganerne ser ud, når lydene artikuleres. Man kan kalde det at smage på lydene, for at blive opmærksom på, hvordan det føles at artikulere de enkelte lyde. For mange er det en øjenåbner at kigge i et lille håndspejl (eller spejlet på mobilen) særligt i den indledende fase af lydarbejdet. Det giver en dybere forståelse af lydene og deres stavemøstre, når flere sanser sættes igang samtidigt. Den stemte udtale af digrafen th /ð/, som i that og i særdeleshed den ustemte udtale /θ/ som i thief bliver lettere at forstå, når man  ser artikulationen af den i et spejl, mens man udtaler den. En multisensorisk tilgang behøver, med andre ord, ikke betyde, at eleverne skal springe rundt, mens de taler engelsk.

Lidt begrebsafklaring ...

Fonetik er læren om talelyde i alle mundtlige sprog. Man lærer, hvilke egenskaber lydene har, og hvordan de frembringes. Fonetik indgår ofte som delemne på læreruddannelsen, hvor man bl.a. lærer det internationale fonetiske alfabet IPA (International Phonetic Alphabet)

Fonologi er læren om talelydenes funktion på ét bestemt sprog og reglerne for deres udtale. Det er studiet af sprogs lydsystemer og deres struktur.

For lærere, der underviser i læsning og stavning, er fonetisk og fonologisk viden afgørende, for at kunne hjælpe begynderelever med at knække den alfabetiske kode på basalt niveau. Denne viden er nyttig, når de senere hen skal støtte med mere avancerede lyd-bogstavkoder, der bygger på grammatisk og mere ordspescifik viden. Den skriftsproglige kode i alfabetiske sprog knækkes i mindre enheden over en længere periode.

Phonics er læren om forholdet mellem bogstaver, og bogstavgrupper, og de sproglyde de repræsenterer.

Phonics er også en direkte og systematisk læse-staveundervisningsmetode med udgangspunkt i koblingen af sproglyde og bogstaver. Phonics tager udgangspunkt i mundtligt engelsk. Eleverne lærer lydene og lærer at forbinde dem med bogstaver for at kunne læse og stave ord og sætninger. I Danmark kender vi metoden fra læse-staveundervisningen i dansk.

Denne skønne illustration udtrykker præcis, hvordan god læse-staveundervisning fungerer i dansk. Lad os gøre det samme i engelsk.

No more guessing - let's go for PHONICS!

 The decoding dragon keeps the guessing monster away